Babykøen. Jeg står limet fast til gulvet i køen og andre kvinder er nødt til at smutte foran, fordi jeg simpelthen ikke rykker mig. Jeg har nu stået der i 14 måneder og håber inderligt, at jeg snart kan løfte mine fødder og gå frem i køen.
Når nogen jeg kender annoncerer deres glædelig nyhed, nemlig et kommende barn, bliver jeg ked af det. Jeg vil rigtig gerne være glad på deres vegne, og jeg bliver det også, men det tager altså sin tid før jeg når det punkt. Jeg er ikke stolt af de tanker jeg gør mig, overhovedet. Alle fortjener, at få opfyldt deres drømme. Jeg gør, min veninder gør, mine naboer gør.
Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg oprigtigt kan være glad på andres vegne.
Vores kamp 