… og vores ønske blev opfyldt!

Jeg er ikke anonym herinde, så jeg har ikke turdet skrive det, men jeg er gravid!!

Vi nåede aldrig at komme i behandling og det er jeg meget taknemlig for!

Alt forløber som det skal, vi har lige været til nakkefoldsscanningen og termin er i august.

Jul

Nu er julen ved at nærme sig og der er stille herinde.

Mit største ønske er selvfølgelig en lille baby, mon ikke vi kan få det opfyldt inden julen 2015 🙂 Det satser vi ihvertfald på.

I må alle have en rigtig dejlig jul med jeres nærmeste!

JO….

… det hedder altså også ufrivillig barnløshed når man har barn/børn i forvejen.

Jeg er blevet mødt at nogle, som ikke har samme mening, men det er faktum, og et lægeligt begreb, som bliver brugt på ALLE som ønsker børn, men som af den ene eller anden årsag ikke kan få dem.

Det vil jeg bare have på plads 🙂

Vores datter

Idag har vi været til juletræsfest med vores lokale gymnastikforening. Vores datter, Sophia, var helt vild med det. Jeg kunne dog godt mærke, at hun manglede en til ligesom at tage i hånden og lege med. Hun gad hverken os eller hendes farmor. Hun prøvede at danse med andre børn, og det lykkedes indimellem, men hun skulle tit finde nogle nye at danse med. Mit hjerte brænder efter at give hende en søskende, som hun netop kan få de oplevelser med. En der altid vil være der og som deler oplevelserne med hende.

Der bliver ihvertfald ca. 3 år imellem vores børn, hvis det snart lykkedes. Hvis vi havde fået vores vilje, skulle det kun have heddet 2 år.

Jeg elsker jul og hele december måned, men til sådan nogle arrangementer kan jeg virkelig se og mærke, hvordan vores datter også savner en at lege med. Vores vennekreds er ikke rigtig med på ”børnebølgen” endnu, kun et enkelt par indtil videre. Vi vil så gerne give vores datter oplevelsen af en søskende.

Det hjælper så heller ikke, at Sophia render rundt og siger ”baby” hele tiden 😉

Det offentlig system

Idag kom vores længe ventet brev. Jeg blev dog noget lamslået da jeg læste den. Min læge har sendt den videre til mig og der står b.la. ” …. at hun efter en gennemført graviditet har haft et tilfælde med missed abortion, og herefter har hun angiveligt selv med uringraviditetstest konstateret biokemisk graviditet to gange, uden at denne er verificeret med blodprøve eller ultralydskanning. På det foreliggende findes der ingen indikation for udredning under abortus habitualis diagnosen, da patientens chancer for at gennemføre en normal graviditet efterfølgende er meget store. Jeg tillader mig derfor at returnere din henvisning.”

Jeg er blevet afvist af klinikken! Ingen ord kan beskrive de følelser der væltede ind over mig da jeg læste det overstående. Jeg var ked af og rasende. For det første, hvorfor har min læge sendt mig dette brev? Brevet er usympatisk, men for helvede, den var jo ikke adresseret til mig! Min læge gad åbenbart ikke ringe eller skrive istedet. Dette er jeg ret harm over.

Jeg kan slet ikke komme over ordet angiveligt. Som om jeg skulle lyve mig frem til en henvisning. Jeg ringede efterfølgende til klinikken for at få klarhed, for jeg var uforstående overfor deres grundlag. Sølle sekretær, hun måtte lægge øre til meget, men hun var meget forstående og tålmodig med mig. Dette er så også det eneste positivt jeg har at sige om denne oplevelse.

I ”deres” verden er biokemiske graviditeter ikke rigtige graviditeter. Så i princippet havde jeg kun mistet én gang, og dette var ikke grundlag nok til udredning. HVIS jeg nu havde haft dokumentation for disse 2 graviditeter, så var de blevet godkendt som ”rigtige”. Min første tanke er ”…siger du jeg lyver?”. Jeg kan slet ikke komme over, at jeg ikke er blevet fortalt denne meget vigtig stykke info. Hverken min egen læge eller lægen på Hjørring Sygehus har nævnt det.

Jeg er nu blevet henvist videre til en privat fertilitetsklinik, hvor vi kan få vores 3 gratis IUI forsøg på baggrund af vores 14 måneders prøvetid uden vellykket graviditet.

Hvis nu min læge havde vidst dette, eller lægerne på sygehuset, så havde jeg undgået denne meget følelsesladet oplevelse. Jeg skulle jo slet ikke henvises til en offentlig klinik. Nu ved jeg næste gang jeg tester positiv, at jeg skal rende ned til lægen og spilde både min og deres tid (plus skatteydernes penge) på at få taget en blodprøve der fortæller nøjagtig det samme som en test. Suk.

Tiden står stille

Vi er i venteposition. Vi venter på det famøse brev, hvor vi bliver indkaldt til samtale på fertilitetsklinikken.

Min verden står stille lige nu. Verdenen udenfor fortsætter og jeg prøver at følge med, men det er umuligt. Det store smil bliver sat på når jeg bevæger mig i skole eller bare generelt når jeg er ude, men jeg er et vrag herhjemme.

Jeg har svært ved at passe min skole og det ligner ikke mig. De dage jeg bevæger mig afsted er jeg med fysisk, men ikke mentalt. Lige nu kan jeg næsten ikke genkende migselv.

Det eneste der giver mening i mit liv lige nu, er min datter og min skønne mand. Jeg vil så gerne kunne fokusere på andre ting, men jeg kan ikke have andre ting i mit hoved. Jeg kan ikke styre mine følelser, jeg bryder ud i gråd i tide og utide og det er udmattende. Jeg føler mig svag og det er ikke en følelse jeg kan lide eller den person jeg gerne vil være.

De forbudte tanker..

Babykøen. Jeg står limet fast til gulvet i køen og andre kvinder er nødt til at smutte foran, fordi jeg simpelthen ikke rykker mig. Jeg har nu stået der i 14 måneder og håber inderligt, at jeg snart kan løfte mine fødder og gå frem i køen.

Når nogen jeg kender annoncerer deres glædelig nyhed, nemlig et kommende barn, bliver jeg ked af det. Jeg vil rigtig gerne være glad på deres vegne, og jeg bliver det også, men det tager altså sin tid før jeg når det punkt. Jeg er ikke stolt af de tanker jeg gør mig, overhovedet. Alle fortjener, at få opfyldt deres drømme. Jeg gør, min veninder gør, mine naboer gør.

Jeg glæder mig til den dag, hvor jeg oprigtigt kan være glad på andres vegne.

Jeg er ikke alene…

På to dage er jeg gået fra at være anonym til at stå ved hvem jeg er. Jeg har delt linket til bloggen inde på facebook, på min personlig side. Familie, venner, bekendte, ALLE kan nu se hvad vi gennemgår, og vi er bestemt ikke alene. Det er ikke alle der lider af barnløshed, men der er en del der har mistet en graviditet, et liv som aldrig fik chancen. Det er sørgeligt, men alligevel giver det mig en ny form for gåpåmod, som jeg glædeligt tager imod. Jeg er ikke unormal, min krop er ikke mærkelig og jeg har intet at skamme mig over. Det er blot virkeligheden.

Endnu 2 ufrivillige aborter og det efterfølgende

I løbet af sommeren oplevede jeg 2 spontane aborter lige i træk. Jeg nåede aldrig længere end til uge 5, og mistede begge graviditeter på samme dag.

Nu begyndte vi at spekulere i, om der var noget galt. 3 mistede graviditeter på 6 måneder lød unormalt.

Jeg fik en tid på sygehuset, hvor jeg fik gennemskannet livmoderen. Det kunne godt være at der var sket noget efter den kirurgisk abort som gjorde, at jeg ikke kunne holde på en graviditet. Alt var normalt.

Nu vidste vi godt, hvad vi skulle. Afsted til lægen og få en henvisning til en fertilitetsklinik. Vi har snakket meget om det herhjemme og er enige om, at vi vil gør alt i vores magt for at gør vores datter til storsøster. Hvordan og hvorledes det skal hænge sammen ved vi ikke, men vi tager en dag ad gangen nu.

Siden vi har ét fælles barn, har vi kun 3 gratis forsøg med inseminering og alt andet skal vi så punge ud for. Dette er alligevel et stort skridt for os. Det virker så urealistisk det hele. Vi håber selvfølgelig, at vi kan nå at blive gravide med et sundt barn inden vi skal starte op i behandling, men jeg må indrømme at jeg har opgivet.

Lige nu venter vi på at høre fra klinikken og nyder vores 2 årige datter i fulde drag. Jeg føler mig SÅ heldig, at have en smuk og skøn datter når nu der er så mange der aldrig oplever at få børn. Vores familie er dog ikke komplet og jeg føler der mangler en. Det er et stort tomrum, og jeg håber snart det lykkedes, så mit hjerte kan blive hel igen ❤

Det gode indimellem alt det triste…

Midt i alt tristheden kom der gode nyheder. Jeg havde været til jobsamtale ved en bager dagen før min operation og jeg fik jobbet! Dette føltes som en ny start for mig og jeg så virkelig frem til at starte.

Jeg havde dejlige kollegaer og en rigtig sød chef. Jeg trivedes med arbejdet og kollegerne. Hvad jeg ikke vidste var, at fortiden var ved at indhente mig. Efter 2 måneder på min nye arbejdsplads begyndte jeg at ændre mig. Jeg havde en sjov fornemmelse i kroppen som jeg ikke kunne ryste af mig igen. Denne sjov fornemmelse udviklede sig ret hurtigt til søvnløse nætter, stress og angst. Det arbejde som jeg havde været så glad for, kunne jeg ikke udføre længere. Den liste som jeg skulle nå igennem i løbet ad en vagt blev et helvede for mig. Jeg blev altid færdig, men frygten og angsten for ikke at blive færdig lå og lurede i baggrunden hele tiden. Også når jeg ikke var på arbejde, så sad jeg hjemme og tænkte ” gad vide om jeg når igennem listen imorgen ”. Min personlighed ændrede sig, jeg sov ikke meget om natten og jeg kunne ikke være i min krop længere. Jeg var ved at knække.

Jeg blev efterfølgende sygemeldt med angst og beordret til at se en psykolog. Det var efter mit første møde med psykologen, at det gik op for mig hvad der var galt. Jeg fik aldrig bearbejdet min abort. Jeg havde fortrængt den da jeg startede på mit nye arbejde og dette udviklede sig hurtigt til angst med ocd tendenser.

Jeg er sidenhen kommet frem til, at det hele tog overhånd, fordi mit arbejde og arbejdsmetoder var noget jeg kunne kontrollere. Jeg havde en rutine, og jeg levede for den rutine. Hvis den blev brudt, var jeg grædefærdig når jeg kom hjem. Jeg var igennem de par måneder blevet bange for, at miste kontrollen på arbejdspladsen. Jeg gik bare og ventede på, at det hele gik galt, ligesom med min graviditet.

Jeg vendte desværre aldrig tilbage til min arbejdsplads og var sygemeldt indtil jeg startede på min nuværende uddannelse i september.